Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Paavirkning af Byron
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vejfarende, der fryser paa Rejsen gjennem Livet.
Han er nær ved at blive syg af Misundelse over
denne Livsførelse:
«Som en Komet, der ikke underkaster sig
Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron vild og
fri gjennem Verden, kom uden Velkommen, gik
uden Afsked og vilde hellere være ensom end en
Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre
Jord; mellem Storm og Skibbrud styrede han
modigt frem, og Døden var den første Havn, som
han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke
salige Øer han har opdaget! . . . Det er den
kongelige Natur . . . thi Konge er den, som lever
for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at
Byron kun blev nogle og tredive Aar gammel;
tusind Aar har han levet. Og naar de beklage
ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det
ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan
man være glad, naar man elsker! Byron hadede
Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden,
Livet, Evigheden ... Jeg gav alle mit Livs
Glæder hen for et Aar af Byrons Sorger.»
Som man ser tager Börne ikke blot Alt i
Byron alvorligt, men han ser end ikke
Nydelsesmennesket i ham, som i saa høj Grad stødte ham
tilbage fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere
paafaldende, Börne tinder sin egen Natur beslægtet
med Byrons. Han skriver:
«Maaske spørger De mig forundret, hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
