Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar
han siger:
Der Starke ist am mUchtigsten allein —
saa er dette for Börne Svaghedens Filosofi: hvem
der kun har Kraft nok til at kunne komme til
Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvem
der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af
Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og
Kritikeren gjennemgaar Tells Handlemaade Punkt for
Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men
det er ikke Frisindethedens ædle Trods, det er
kun Filisterstolthed, en Blanding af Æresfølelse og
Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen
for at kunne sige, han ikke har set den. Og da
Gessier kræver ham til Regnskab, er han ydmyg,
saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han
siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke
skal gjøre det mere.
Börne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader
kan vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke
sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skjød
Tell ikke strax Tyrannen i Stedet for at bede for
sig som et Fruentimmer og sige sit «kjære Herre!
kjære Herre!». Han havde fortjent Ørefigen
derfor. Og, fortsætter Börne, er det ikke
Forræderi og en slet Streg at‘ ham, at naar Fogden
paa Søen betror sig til hans Hjælp — som Fjende
til Fjende — at han da springer i Land, støder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
