Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skranker — dog i al Tugt og Ære. Raliel
spottede derover, vilde ikke ind deri.
De Breve, der vexledes, ligne ganske dem,
som i Danmark lidt senere Kamma Rahbek og
Molbecli skrev til hinanden. Man finder lier en
Jargon, der aldeles svarer til hvad paa Dansk
Bakkehussproget er. Man fordybede sig i sine egne
Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling,
der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I
endeløse Breve forklarede Yen Veninde og Veninde
Ven, under skrevne Taarer, hvorledes de
gjen-sidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede
sig selv op til Charpi, man beskuede sig i denne
optrævlede Skikkelse; man samlede sig ikke til
Meddelelsen; man udtværede sig tværtimod. Man
persede sit Indre, til det blev flydende, blev
Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det da i en
Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev
mærkeligere eller originalere ved denne Behandling.
Den skjønne og noble Henriette Herz var
ogsaa mindre en oprindelig Personlighed end hvad
Tyskerne kalde en «Anempfinderin». Hun
tilegnede sig sjældent mere af alle de betydelige
Mennesker, hun kom i Berøring med, end det
ydre Kjendskab til deres Forhold og Færd. Hun
er især ble ven berømt ved sit ømme Venskab med
Schleiermacher. Man snakkede i Berlin meget
derom, men ligefuldt var det hævet over al ond
Omtale. Modsætningen var altfor paafaldende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
