Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mellem «den tragiske Muse» og den lille
Schleier-maclier, hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og
lidt vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte
man godlidende, naar man om Aftenen saa den
lille Pastor gaa ud af Henriettes Hus med en
Lygte hængende ved sin Frakkeknap, eller naar
han selv om Dagen hang ved sin majestætiske
Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur,
hvor hun bar ham i Haanden — Juvelen, som
han kaldtes — som man bærer en Parasol. (Karl
Hillebrand: «La société de Berlin» i «Kevue des
deux mondes»).
Selv om den unge Börne havde været den
friske, rødkindede Yngling, han ikke var, vilde
han neppe have gjort noget Indtryk paa sin stolte
og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i
Begyndelsen end ikke, hvad der fejlede det unge
Menneske, hvis Lidenskab — der foreligger skildret
i hans Optegnelser — var en ægte
Skoledrenge-Tilbedelse , som den i Pubertetsalderen opstaar af
%
halvbevidst Drift og overspændte Forestillinger om
et kvindeligt Væsens Fuldkommenhed. Da et Par
Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gjennem
Husets Tjenestepige at skaffe sig Arsenik fra et
Apothek, røbede Henriette Herz, hvad der foregik
i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af
Godhed og Strenghed at bringe ham til Fornuft.*)
*) Fiirst: Henriette Herz. 185 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
