Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den franske Revolution, at dette smukke Forhold
ophørte, og Goethes Livsstilling’ var ordnet for
Revolutionen.
Börne stirrede sig blind paa de løsrevne
Udtryk for Goethe’s Fyrsteveneration. Han afskriver
etsteds denne Passus af Goethe’s Dagbog: «Der-
efter havde jeg den uventede Lykke at turde gjøre
deres kejserlige Højheder Stor fyrst Nicolaus og
Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have.
Hendes kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden,
forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i
hendes sirligt prægtige Album,» og Börne tilføjer:
«Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken
Ungdomskraft!» Jo ældre Börne blev, jo mere han selv
udviklede sig til ikke at være andet end en
Inkarnation af den politiske Overbevisning, et Væsen, i
hvilket den politiske Overbevisning havde
bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet og Viddet, og
hos hvem den var omdannet til en Religion med
alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt,
Fanatisme — desmere værdiløs, ja foragtelig
forekom Goethes Tilskuerrolle til de politiske Kampe
ham. Et andet Sted skriver han: «Goethes
Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livløs Sjæl
gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere
end den Naivetet, med hvilken han lægger sin
Følesløshed for Dagen ... Og saadanne Konsuler
har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere
angest end en Mus roder sig ned i Jorden og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
