Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Börne og Menzel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og1 den Mand skul jeg ære! den Mand skal jeg
elske! Før kaster jeg mig i Støvet for
Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!»
Visselig skulde Börne ære denne Mand og
netop af den Grund, hvorfor lian udtaler sin
Ringeagt for ham. Thi paa intet Punkt straaler
vel hans Hæder mere klart. Medens Börne her
røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig
vilde have kastet sig ud i intetsigende
Maaneskins-og Solnedgangssværmerier, vilde have fabiet om
Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og
Frihedens Velsignelser og Alt, hvad der toner og
funkler — stirrede Goethe paa sin
Faarehjærne-skal. Hvad var der ved den? Den var bristet,
og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte
ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste
Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaa, saa
Goethe den store Sandhed, han alt forud havde
anet, at samtlige Hjærneknogler vare opstaaede af
omdannede Hvirvelknogler, gjorde altsaa for
Os-teologiens Vedkommende en Opdagelse, der var
beslægtet med den, som han da allerede havde
nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose,
grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde
grundlagt den filosofiske Botanik. Börne begreb
ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af
Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her
ved sin Sans for Enheden i Formernes
Forskjellig-hed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
