Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slaaende mellem lians uendelige Ligegyldighed for
Preussens Undergang og lians lidenskabelige
Ængstelse for, at en af de kostbare Manuscriptsendinger
i den urolige Tid skal gaa tabt med Posten. Et
af de Breve til Forlæggeren, der ledsage
Sendingerne, bærer Slagets Datum.
Det Værk, lian under disse Forhold lagde
sidste Haand paa, fremstilte Menneskeaandens
Udviklingsgang under en ejendommelig Sammenblanding
af psykologiske og historiske Synsmaader. Men
her skulde Aanden som selvbevidst Aand have
naaet sin Fuldendelse, idet den havde forstaaet al
Virkelighed som Aandsvirkelighed. Menneskeheden
stod efter denne Filosofi nu ved sit Maal; de
enkelte dødelige Mennesker, der nu havde naaet
til Erkjendelsens højeste Princip, var i Indsigt
bievne som Guder, og deres virksomme Liv var
nu ogsaa kun den skjønne Udfoldelse af en Tilværelse,
som Grækerne tænkte sig Gudernes, fuldt tilfreds
og fuldt forsonet. Da Hegel skrev sine sidste
Ord, om at Verdenshistorien kun var et muntert
Spil af Aanden, der véd sig som Aandsmagt, da
holdt ^Napoleon til Hest udenfor Jenas Porte.
Og Hegel saa ham og saa ham med Glæde.
«Jeg har,» skriver lian fra Jena, «set Kejseren,
denne Verdenssjæl. Det er i Virkeligheden en
underlig Følelse at se et saadant Individ, der lier,
concentreret paa et eneste Punkt, siddende paa en
Hest, griber ud over Verden og behersker den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
