Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
von Elise, der dog havde udgydt sit Blod i Krigen
mod Napoleon, nærede den samme Beundring for
ham og holdt sig lige saa fri for germanisk
Nationalhad. Om vor Baggesen, der i sit Væsen
halvtysk gjerne skabede sig mere tysk end Tyskerne,
skriver Varnhagen: «Napoleon og Franskmændene
hader han paa en ganske moditydelig Maade, indtil
Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt, hvad
der er godt hos os Tyske og hvorfor vi skatte os
højest, er ham en Gru; det haaber lian at faa
tvunget ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og
Klopstock» — Kant er her øjensynligt nævnt paa
Grundlag af det saa lidet tyske kategoriske
Imperativ, de øvrige paa Grund af Nationalfølelsens
Bornerthed.
Man ser da, at én og samme Kultus af
Napoleon lader sig forfølge hos de Hænd, der have
havt størst Indflydelse paa Heines som paa det
unge Tysklands Udvikling.
Hen gav sig hos Heine digterisk Udslag
adskillige Aar før den blev epidemisk i Frankrig, og
naaede hos ham en Højde, som ikke overtræffes
hos Beyle eller Hugo. Ja, man kan sige, at dens
poetiske Udtryk i Heines berømte Ungdomsdigt
De to Grenaderer (som han efter sin egen
Opgivelse har skrevet kun sexten Aar gammel, dog
rimeligere i sit nittende Aar) overgaar Alt, hvad
der existerer af beslægtet Art i Frankrig selv.
End ikke Bérangers Mesterværk Souvenirs du pen pie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
