Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IKK
loo
har en lignende Simpelhed og Storhed, skjont det
bedre end noget andet Digt har givet
Napoleons-legenden i det franske Folk et haandgribeligt og
rørende Udtryk. I Heines «Gren ader er» svarer
hver Linjes Rytmik paa det Nøjeste til Stemning
og Indhold; de vemodige Jamber: Der andre
sprach: das Lied ist aus, de ildfulde Anapæster:
Dann reitet mein Kaiser wolil iiber mein Grab.
Man læser, uden at forstyrres synderligt, hen over
Grenaderens umulige Bøn om at faa sit Lig bragt
med til Frankrig. Hovedstrofen: TFas schert mich
Weib, was schert mich Kind, Grenaderens Protest
mod at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som
lian har efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab
mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun
tilsyneladende handler dette Digt om Troskaben
mod Napoleon alene; det forherliger den glødende
Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for
den store Personlighed overhovedet.
Gaven til at skildre gjennem at fremføre
Skikkelser i Lyriken var fælles for Béranger og
Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine
et Geni. «Grenadererne» begynder, som Heine
næsten altid, med det Stilfærdige, Jævne. Intet
er ham fjernere end Victor Hugo’s lyriske Tilløb:
Lui! toujours lui!; han virker ikke ved direkte
Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre,
det Lille, hvori den store Historie spejler sig, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
