Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
farlig republikansk Tænkemaade — var den eneste
Royalist. Ordlydende siger han etsteds: «Jeg er
ved Gud ingen Republikaner. Jeg véd, at naar
Republikanerne sejre, skjære de Halsen over paa
mig . . . jeg tilgiver dem iøvrigt gjerne denne
Naragtiglied. » Börne tilføjer: «Jeg ikke.
Republikanere, der var saadanne Narre, at de for at naa
deres Maal mente at maatte rydde Heine af Vejen,
hørte hjemme i en Daarekiste.»
Der er i hine Ytringer af Heine Noget, som
trods Spøgen bringer Læseren til at studse.
Af-vexlende Udbrud af den yderste Radikalisme,
gjennemgaaende den mest skjærende revolutionære
Stemning som Grundakkord — og disse stadigt
tilbagevendende Forsikringer om ikke at være
Jakobiner, ja end ikke Republikaner.
Her kræves en Forklaring, Noget, Ingen
endnu har forsøgt at give.
Thi den Forklaring, at Heine var
karakterløs, karakterløs i en saadan Grad, at han uafbrudt
i det alvorligste Anliggende og med to store Landes
Øjne hvilende paa sig slog sig selv paa Munden —
den forklarer Intet. Han havde sine Svagheder,
sin Forfængelighed, sin Ubefæstethed, der i yderste
Kval kunde give sig tilkjende, men den har Intet
hermed at gjøre. I alt Væsenligt er han fra først
til sidst en sine Principer tro Sjæl. Det er da i
Principerne, at Uklarheden her maa ligge.
Man huske hans trofaste, grænseløse Nåpoleons-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
