Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var virkelig, hvad han her kalder sig, en
fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til
Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hymne
i Prosa hedder: «Jeg er Sværdet, jeg er Flammen»,
saa er det sandt. Der staar endnu den Dag idag
Gnister af hans Sværdslag, Lys af hans Flamme.
Mange varme sig endnu ved hans Ild.
Som berørt finder Börne i sine «Pariserbreve»
Heine inkonsekvent, blødagtig, karakterløs som
Politiker. Han bebrejder ham ikke saa meget
Selvovervurdering, som at han overhovedet
overvurderer de enkelte Menneskers Virksomhed, da
efter Börnes Mening Individerne ikke mere
nutildags, som i Fortiden, betyde noget. Selv en
Voltaire og Rousseau vilde nu ikke være af
Betydning. Individerne ere nu kun Folkenes Herolder!
Dette glemmer Heine. Og i sin Stræben efter at
behage Demokraterne siger saa Heine, at det
jesuitisk-aristokratiske Parti i Tyskland bagvasker
ham, fordi han dristigt byder Absolutismen Spidsen ;
men for at indsmigre sig hos Aristokraterne siger
han samtidigt, at han har budt Jakobinismen
Spidsen, er en god Royalist og altid vil vedblive
at være monarkisk sindet.
Börne forstaar just ikke Spøg. Skjemtende
har Heine fortalt om et Pariser-Modemagasin, i
hvilket han Somren forud havde sin Gang, og
hvor han blandt de otte unge Piger i Butiken
med deres otte Elskere — alle sexten af højst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
