Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Brevvexlingen mellem Varnliagen og Raliel
finder man stænkvis malende Ord om Heines Person
og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok citerer
Varnliagen strax første Gang, han omtaler «vor
lille Heine», et Udbrud af Rahel til denne, der er
utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket
Skarpblik hun har udfundet netop den
Digterpersonlighed, med hvem Heine havde Noget
tilfælles, og under hvis Paavirkning han delvis befandt
sig, men som han paa ingen Maade turde ligne
under Straf af som Menneske og Digter at gaa
tilgrunde. Udbruddet lyder: «De maa ikke blive
nogen Brentano, jeg taaler det ikke!» Rahel
skriver humoristisk: Heine maa og skal blive
«væsentlig», selv om han skal prygles dertil.
«Menneske, bliv væsentlig!»
Og hvor godt har ikke Varnliagen selv kjendt
ham, hvor fin er ikke den følgende, sex Aar
senere Vending i et Brev til Rahel: «Og nu har
du foruden de andre kloge og flinke Mennesker,
som more dig, ogsaa Heine, den ejendommelige,
berejste, friske Heine hos dig! Frisk behøver ikke
her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa
nedsaltede Sild kalder man jo netop i denne
Egenskab friske.» Næsten i samme Lignelse bevæger
sig denne Ytring om Heine som trediveaarig:
«Forhaabentlig ser du ham tidt og benytter han
Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa kon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
