Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andre Poesier. Her er den sanseligt-sjælelige
Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren
ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og
gløde og lyse og dufte og skjælve, men endogsaa
græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med
sine S tr aal er*).
Næst efter disse attraaende Digte ere de
opgivende, som udtrykke Elskovslivets Ophør, de
mest følte. Det ypperste Exempel er Digtet Nr.
59 i «Intermezzo», der i sin første Strofe skildrer,
hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned
fra Himlen, i sin anden, hvordan Æbleblomsternes
Blade falde fra Træerne, og i sin tredje, hvorledes
en Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles
i Slutningsstrofen:
Es ist so still und dunkel!
Verweht ist Blatt und Bliitk’,
Der Stern ist knisternd zerstoben.
Verklungen ist das Sehwanenlied.
Meget betegnende for Heine er det, at saa
stemningsrigt Digtet end er, gjøre intet af de tre
Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det
Oplevede. De staa der som vilkaarligt sammenbragte
Symboler.
Mellem disse Sværmerier har han saa
ind-strøet Digte af helt forskjellig Art, der dreje sig
om meget lettere Kjærlighedsforhold. De dristigere
*) Smlgn.: W. Kirchbach: Heine’s Dichterwerkstattu
i Magazin flir die Litteratur. Jahrgang 57, Nr. 18, 19, 20.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
