Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ning hedder det senere i Digtet «Abenddämmerung» :
«Gegeniiber am Fenster sassen Rosengesichter
däm-mernd und mowdbeglänzt. Og Vendingen, at
Lotosblomsterne i den Elskede vente deres kjære
Søster, er lidt af en gammeldags Kompliment midt
i det rige Gangesbilled. Det er omtrent den
samme Vending, som forekommer i denne Strofe:
Es fliistern und sprechen die Blumen
Und schau’n mitleidig mich an:
Sei unsrer Schwester nicht böse,
Du trauriger, biasser Mann!
Der er heri en Madrigalstil, som Heine i modnere
Aar kommer ganske udover.
Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa
stemningsfulde Gangesdigt har Ejendommeligheder,
som pege tilbage mod Heines Oprindelse fra den
romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:
Die Veilchen kichern und kosen
Und schau’n nach d|p Sternen empor.
At Violerne kjærtegne hinanden er allerede ret
dristigt; det minder om H. C. Andersens
fortryllede Haver; men at de fnise, er sikkert for
meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola
senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have
Paradou.
I samme Aand som denne Sang har Heine
digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes
for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i
al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
