Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om, hvorledes Heine med en ung’ Iransk Veninde
ligger paa Landet i Cauterets i Pyrenæerne og dér
ser en Bjørn danse paa Torvet. Den løber bort
fra sin Bjørnetrækker, flygter ind i Bjergene, jages
der af Høreren Laskaro, skydes og flaas. Digterens
Juliette faar Skindet til at lægge det udenfor sin
Seng, og Heine belærer os til Overflod om, at han
selv mangen Nat derefter med nøgne Fødder har
staaet paa denne Bjørnehud.
Fabelen er da realistisk nok. Ligeledes er
Rejsens ydre Enkeltheder gjengivne med Troskab.
Man har Indtrykket af, at Heines Skildring af
den lille Bjergby, hvortil han klavrede op, og hvor
Børnene dansede i Rundkreds og sang dertil, er
nøjagtigt stemmende med hvad han saa og hørte.
Selv Børnesangens Omkvæd G-irofflino, Girofflette
er sikkert det ægte.
Ikke desmindre liave de dybeste og skjønneste
Partier i dette Digt intet med Realisme at gjøre.
Det er Syner. Og det j^pperste Syn er det, i
hvilket Heine ved Nattetid gjennem Hyttens
Vinduer ser den hele vilde Jagt fare Horizonten tre
Gange rundt. Aldrig er han naaet højere i
Figurmaleri end hvor vi følge de lysende Skikkelser
mod Nattehimlens Mørke: Diana, Feen Abunde,
og hin skjønne Herodias, der i sin Vildhed spiller
Bold med Døberens blodige Hoved.
Der lader sig drage en Parallel mellem Heines
og Rembrandts Kunst. Ingen af dem har noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
