Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med saa faa Træk er sjældent to Begreber
forvandlede til to levende Figurer, og den moderne
Mythedannelse er neppe nogensinde naaet højere
end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger
en saa dyb og skrækkelig Erfaring.
Vi saa Heine dukke op i den romantiske
Skole og lære sit Haandværk af A. W. Schlegel,
der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra
først af forfalden til romantiske Spøgelsehistorier
og romantiske Archaismer i Lyriken. For sine
jambiske Verseformers Vedkommende begynder han
saa at studere og efterligne Wilhelm Muller; i
hans trochæiske Digte spores Clemens Brentano’s
Indflydelse. Han udformer hurtigt sin egen Stil.
Den udmærker sig ved den højeste Fortætning af
Stemninger, Tanker og Billeder. Dens
Karaktermærke er den stærkeste Sammentrængthed. Heine
gj’ør Alt nærværende, levende, indfører selv i
rolige Æmner en nervøs, undertiden dæmonisk,
Lidenskabelighed, driver ikke sjældent det Mimiske
op indtil det Grimacerende, ombytter stundom
Dagslyset med det elektriske Lyses skjærende Klarhed
— en Unatur, som dog findes i Naturen. Hans
Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.
I Kraft af sit Naturels Sammensætning af
Vid og Fantasi er han tilbøjelig til at virke ved
Kontraster, søger det Skjærende, det Uensartede
og har en Forkjærlighed for de Virkninger, som
opstaa, hvor en jævn. plat Virkelighed glider over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
