Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bidte Tænder under Lidelser som hans vilde allerede
været meget. Men at frembringe, at spotte og
spege, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin
Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe
Drømmerier, medens man selv ligger lam og som
livløs paa Lejet, det er stort.
Han laa der indskrumpet til et Skelet med
de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder,
de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der
var hvide og fuldendt skjønne, var bievne som
gjennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled
nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende
Christus-Fysiognomi. Tilsidst var i Grunden kun
Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens Tit lian;
men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
