Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lære, at de brave Folk vel i Længden er slette
Musikanter, men at til Gjengjæld de gode
Musikanter er Intet mindre end brave Folk. Thi Bravhed
og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.
Andensteds gjør Heine gjældende, at det i
Heglen er et Tegn paa Indskrænkethed, naar man
af den indskrænkede Mængde strax bliver stemplet
og udtrykkeligt fejret som Karakter; det beroer
paa, at en snever og overfladisk Livsbetragtning,
der altid bliver sig selv lig, lettest udgrundes af
Mængden.
At Heine efter sit hele Anlæg ikke var nogen
Aand med stoisk Fasthed, det er klart. Men ser
man bort fra den Omstændighed, om han i visse
givne Tilfælde har vist Karakter eller ikke, saa
er Spørgsmaalet, ført tilbage til sit Princip, i
Grunden dette, om Digteren bør tage Parti eller ej.
Netop paa den Tid, da Heine i «Atta Troll»
spottede dem, der i deres Ivren for Livsformaalene
troede at kunne erstatte Talent med Karakter,
blev der i den tyske Poesi for Alvor kjæmpet
an-gaaende det Spørgsmaal, om Digteren burde tage
Parti eller tage sit Stade over alle Partier. I
Efteraaret 1841 opstod «Atta Troll», der gjør
saa mange Løjer med Freiliggraths Lngdomsdigte,
i November samme x\ar skrev Freiliggrath, der
hidtil mest havde gjort sig bekjendt ved østerlandske
Digte i Hugo’s Stil og som kort forinden havde
modtaget en Aarpenge af Kongen af Preussen, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
