Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Heine - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Her hæver Heines Lyrik sig1 til Højden af Shelley’s,
den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone
som Shelley’s: en Ariel’s Violintone, ren og1 aandig
og fyldig og skjælvende moderne i sin betagende
halvt syge Blødhed.
XVIII.
Börne og saare Mange efter ham have fældet
den Dom over Heine eller villet fælde Heine med
den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget.
Seer man bort fra det Mindre og Uvigtige, beroer
Börnes Vrede i Grunden paa, at Heine ikke synes
ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt
som man i hin uparlamentariske Tid kunde være
det, Partimand til det Yderste i Litteraturen.
I vore Dage er det en almindelig antaget og
fortærsket Sætning, at Kunsten er sit eget Formaal;
i hin Tid var man fortrolig med den Tanke, at
den skulde tjene Livsformaal. og altid føler man
i Datidens tyske Digterværker, de være nu af
større eller ringere Værdi, hvad det er, som har
trykket deres Frembringer Pennen i Haanden.
Men selv saa stærkt tendentiøse Poeter som Heine
var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne) ikke
tendentiøse nok. Og man brugte mod ham
Ud-ti^kket «Vel et Talent, men ingen Karakter»,
de Ord, han gjør sig saa ubarmhjertigt lystig
over i «Atta Troll», hvis Fortale allerede spøger
med den Trøst, som for Mængden ligger i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
