Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør
tage Parti, er meget sammensat. Først paa Grund
af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine og Börne,
Freiliggrath og Herwegh have til forskjellige Tider
taget Ordet i forskjellig Mening.
Ved at sværge paa et indskrænket politisk
Partiprogram, en social eller religiøs Theori, vil
Digteren, selv om han er en meget snever Aand,
kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer
nøjagtigt skulde falde sammen med Partiformaalene
i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas Moore
var Whigdigter, Walter Scott Tory digter, fordi
ingen af dem var store Aander, saa store Talenter
de end var. Byron gravede dybere end de begge
og end begge de politiske Partier — imidlertid
føler Enhver instinktmæssigt Urimeligheden af at
sige, Byron ikke som Digter politisk og religiøst
har taget Parti. Han har gjort det i end højere
Grad end Schiller, der heller ikke i politisk
Henseende kunde regnes til et Parti, allerede af den
simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i
Tyskland endnu ikke gaves Partier.
Der er Grene af den skjønne Litteratur, der
afgjort Intet have med Partitagen at gjøre. Den,
der skriver Elskovsdigte, staar som saadan udenfor
de politiske og religiøse Partier, om end maaske
ikke ganske udenfor de kunstneriske; thi saasnart
der er Tale om en Retning i Kunsten, saa møde
vi Partiet igjen. Men saasnart Forfatteren rører ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
