Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at slutte sig: til noget forhaandenværende politisk
eller religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd
om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skjæmt
i «Atta Troll» med Oppositionens prækende Kieresi
er henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun
om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens
Former.
Derfor har Börne Uret i sin Antagelse, at
Heine nogensinde har fornegtet sit Parti i dette
Ords store, omfattende Forstand, det Fond af Ideer,
for hvilke han har stridt. Det har han end ikke
gjort, da han paa sit otteaarige Dødsleje med Møje
aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for at søge
Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med
Vemod og Trods havde skildret.
Og ikke mindre end Börne var Heine Patriot.
Enhver Kjender af Heine’s Skrifter husker vistnok
det skjønne Sted i Slutningen af «Reisebilder»,
hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian,
der sad fangen i Tyrol, glemt af sine Riddere og
Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og en
tilby llet Mand traadte ind, i hvem Kejseren
gjen-kjendte Kunz von der Rosen, sin trofaste Hofnar.
Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt,
naar Heine siger: «0 tyske Fædreland! dyrebare
tyske Folk! Jeg er din Kunz von der Rosen. Den
Mand, hvis egentlige Embed Spøgen var og som
kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage,
han trænger ind i dit Fængsel i Nødens Tid, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
