Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Partitagen i Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
under Kampen bringer jeg dig dit stærke Scepter
og din gode Krone — kjender du mig ikke, min
Kejser? .... Ligger du end i Lænker nu, saa
sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag
nærmer sig, en ny Tid begynder — min Kejser,
Natten er forbi, og udenfor gløder Morgenrøden.»
Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade
Udfald og overmodige Vendinger rundt omkring,
saa vil man se, at den Følelse, som her har givet
sig et klassisk Udtryk, er mægtig hos Heine.
Hverken hans Partistandpunkt eller den dermed
sammenhængende Fremmedbeundring har udelukket
en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskærlighed,
der affødte Savn paa Savn for ham under Exilet.
Kun havde han ikke den Art Patriotisme, som
han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den,
som bestaar i, at Hjertet bliver snævrere, trækker
sig sammen som Læder i Kulden, men den, der
varmer Hjertet og udvider det, saa det gjennem
Kjærligheden til sit Land omfatter Civilisationens
hele Rige*). Hvor kunde han overhovedet andet
end elske Tyskland! Som han har sagt det, og
som Enhver maa sige det om sit Land: «Das ist
es. Deutschland, das sind wir selber.» Hele hans
Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og
Udvikling i Tyskland.
Og da han maatte tilbringe den sidste Halvdel
*) Heine: Werke VI, 51. smign. XIV, 45. og XIII, 16.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
