Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Immermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilhører, kan man let nok blive klar med sin
Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud, saa kjender
næsten altid Landsbyen Tyven, skjøndt det
rigtignok ikke lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa
saadan en udpeget Slyngel gaar ganske frækt og
forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte,
som den Bestjaalne ikke faar igjen. Saa
haand-liævede vi da Retten i al Fredsommelighed, og
Ingen kunde gjøre os noget derfor, for vi gjorde
Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med
den, som var uretfærdig og fræk, naar vi havde
lyst Bannen over ham; men der var større Frygt
derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel.»
«Og,» siger han tilsidst, «hvis nu alle
Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger,
Kjøbmand med Kjøbmand, Adelsmand med
Adelsmand og den Lærde med den Lærde, saa synes
jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene
vilde saa ikke være som de dumme Børn, der
altid skraale paa Far og Mor, men Enhver var
ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige.
Først da vilde ogsaa Kongen være en rigtig stor
Potentat og en Herre uden Mage, for han var da
Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster.»
Hvor Bogen slutter, føle vi, at nu, da
Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil Fristolen
gaa ind. Men Forfatteren har næsten direkte
udtalt sin Mening med dette Parti af Handlingen,
idet han lader den forstandige Diaconus udtale, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
