Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Immermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og
lians Venner have fundet og formet, det er det
virkelige Løsen, som ikke gaar tabt, selv om det
røbes, og at den Ide, de have sluttet sig om,
nemlig at Mennesket afhænger af sin Næste, ikke
af Fremmede,, der paa forkunstlet Maade drive
deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under
gamle Linde for at være i sin gode Ret. For
ham er endelig selve Storbonden, dette gamle vældige
Menneske, Karl den Stores sande Sværd, som ingen
Tyvshaand kan stjæle, Rigets sande Marv.
Man mærke, at dette er skrevet af en Digter,
som var juridisk Embedsmand og en preussisk
Embedsmands Søn.
I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde
Skikkelse, men ligesaa sikkert har Immermann tegnet
Heltinden, det unge Landbarn, den lyshaarede
Lisbeth. I hende forelsker den unge Grev Oswald
sig, der strejfer Landet rundt tilfods, og det er
disse to purt unge Væseners Kjærlighed, hvis
skjæbnerige Historie udgjør Fortællingens
Hoved-tiltrækning. Immermann havde længe i sine Værker
vist sig gjennemtrængt af Troen paa Kjærlighedens
uindskrænkede Magt over Menneskebørn, men her
har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses Liv
som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige
Hjerter som banker og brænder. I Anelsernes
Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende og
svulmende Forhaabninger finde de hinanden. Ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
