Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Immermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aabenbarer sig i lians politiske Frihedssværmeri,
saa rober dog Maaden, hvorpaa han gik tilværks
mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham,
en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen
ud i Pral, og en Paahed, der dels er Standshovmod
dels den saarede Forfængeligheds Hensynsløshed.
Platens Brev fra Kom af 18. Februar 1828 viser,
at han i Virkeligheden slet ikke kjendte
Immer-manns «Sørgespil fra T3T0I», som han forud var
fast besluttet paa at angribe. «Der romantisclie
Oedipus» var næsten færdig, da Platen skrev til
Fugger: «Især maa du meddele mig noget af Immer
-manns «Andreas Hofer», noget af Handlingen og
noget pikant Vrøvl. Jeg behøver det til Slutningen
af femte Akt, hvor jeg lader ham blive fuldstændigt
forrykt.» Den grænseløse Foragt, hvormed Platen
i sit Skuespil behandler Immermann, kan da trods
hans Protester kun betragtes som et Udslag af
Hævntørst. Og hvad Heine angaar, da er det i
Brevene som i Skuespillet i Grunden kun Heines
jødiske Fødsel, som Platen har at lægge ham til
Last. ’ I Skuespillet drejer Alt sig om dette Punkt:
Heine er Løvsalsfestens Petrarca, Synagogens
Stolthed. Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet,
at Nimmermann erklærer, han nok er Heines Yen
men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys
har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at
Platen svævede i den fuldstændigste Vildfarelse om
den Modstanders StjTke, han saaledes udæskede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
