Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Gutzkow, Laube, Mundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Antihegelianere, sig for al Medsk}4d.
Embedsmandssjælen i dem fortrød. De kappedes om at
lægge Gutzkow saa langt fra sig som muligt.
Heine, der ikke var af dem, som i en snever
Vending tabe Modet eller Hovedet, og som dels
paa Grund af sit Ry, dels paa Grund af den
personlige Sikkerhed, hans Ophold i Udlandet gav
ham, kunde tage sig Banstraalen lettere end de
andre, svarede paa det Forbud, der ramte hans
Skrifter, med en Skrivelse af 28. Januar 1836
rettet til Forbundsdagen og holdt i en højtidelig
Stil, over hvilken han strax efter privat i et vittigt
Brev til sin Forlægger gjør sig lystig. Han
udtaler her sin Forbauselse over at være bleven dømt
uden Forhør og uden at have havt Lejlighed til
noget forudgaaende Forsvar, og foreholder
Forbundsdagen, at saaledes bar ikke det hellige romerske
Rige sig ad overfor Martin Luther, med hvem han
vel ingenlunde sammenligner sig, «men Eleven
be-raaber sig gjerne paa Mesteren». Hvad han vil
nedlægge Protest imod, er dog især det, at Nogen
skal anse hans nødtvungne Taushed nu (som lian
naturligvis i stille Sind var fast besluttet paa
snarest at bryde) for en Indrømmen af strafværdige
Tendenser eller endog for en Fornegten af hans
tidligere Skrifter. — Til Laube, hvis Holdning da
endnu ikke var ham bekjendt, skrev han samtidigt,
at man i det politiske Spørgsmaal foreløbigt kunde
gjøre saa mange Indrømmelser, det skulde være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
