Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Gutzkow, Laube, Mundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
da de politiske Former var ligegyldige, saa længe
Kampen om de højeste Livsprinciper var uafgjort,
men at paa den frie Diskussion om Religion og
Moral maatte de holde, da det ellers var ude med
al protestantisk Tænkefrihed. Vi have set, at
Laube, da det nu var nødvendigt at stikke Piben
ind, foretrak at stikke alle Piberne, politiske,
religiøse og moralske, ind paa én Gang.
En lille Trøst for de af Angiveriet Ramte var
det, at Angiveren ikke døde i Synden. Heine
skrev «Ueber den Denuncianten» og Börne «Menzel
der Franzosenfresser», der med Rette anses for
hans vittigste og tillige mest hjertevarme Skrift.
Værst for Menzel var dog Heines Angreb, fordi
denne med hele sin tigeragtige Kraft kastede sig
over ham, saa der ikke blev mere tilbage af ham
end en latterlig BjTdt.
Heine viser, hvor godt Menzel har passet Tiden
til sit Angiveri, en Tid, da Bevægelsespartiets
Høvdinge dels var landflygtige, dels forstummede, dels
sad godt gjemte bag Slaa og Gitter. Han blotter
Hjrkleriet hos Menzel, der, saalænge han selv var
i Kompagni med Gutzkow, i kummerfuld Taushed
var Vidne til den Livsfare, hvori Kristendommen
svævede. Han vil ingenlunde negte ham «en vis
legemlig Moralitet»: Dyden kan nemlig Enhver
øve alene, men til Lasten udfordres altid to. Ogsaa
bliver Hr. Menzel paa det mest Glimrende
understøttet af sit Ydre, saasnart han vil fly Lasten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
