Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Gutzkow, Laube, Mundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Interesse for ham. Han skriver i Novellen: «Vi
som er vante til at leve i et ligesom medfødt,
stadigt fortsat Martyrium for vor Overbevisnings
Skyld, bør ikke lade os forlede til at bryde Staven
over en Mand, der havde Mod til at optræde mod
Dogmerne i en fanatisk, intolerant Religion, og
som dog kunde være i Stand til at krybe hen imod
den Haand, der havde tugtet ham.» Han skildrer
Forvirringen i TJriels Sjæl: Troen er som Staven,
der leder den Blinde. Bliver Mennesket pludseligt
seende, har dets Øjne endnu ingen Øvelse i at
skjelne Tingene, mindst Stavens tusindaarige Øvelse
i at værne det mod Fald, og saa famler det værre
end før.
Efter at den af Menzel løsladte Storm var
bruset hen over Gutzkows Hoved, fik dette Stof
nødvendigvis en helt ny Betydning for ham. Ved
at gjennemse det fandt han ikke blot, at det
indeholdt Muligheder af rent dramatisk Art, men at
dets Hovedpunkter stemmede med Hovedpunkter a*f
hans egen Existens: Ogsaa han var jo bleven lyst
i Ban - og belagt med Interdikt. Ogsaa han var
bleven f’ornegtet efter at være bleven forbandet.
Ogsaa han maatte bøde for sine dristige Tanker.
Ogsaa ham havde man kastet ned paa den krænkede
Kirkes Tærskel, og hele Sværmen var gaaet over
ham og havde trampet paa ham.
Da han endelig i 1846 i Paris under
Indtrykket af store Skuespilleres tragiske Spillemaade
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
