Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skjøn en Ting. Det gjør saa godt. Man kan og
maa holde det meget tilgode.
I disse Breve er Bettina 23—25 Aar gammel,
Goethe 58—60. Hendes Lidenskab er da ikke
den almenmenneskelige, som en ung Kvinde føler
for en ung Mand. Hun har levet i den under
hele sin Opvæxt, den er Arv fra hendes Moder,
Maxe Brentano, af hvem Træk gik over til
Wer-tliers Charlotte. Hun elsker Goethes Moder, som
unge Kvinder altid elske den Elskedes Moder; hun
er hende saa taknemmelig, fordi hun har født ham
— «hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at
kjende!» Sværmeriet for Sønnen faar Udtryk i
Breve til Moderen, saalænge indtil hun ser ham
første Gang og nu retter sine Breve til ham selv.
Fra hint første Favntag af betragter hun ham
som sin. Hun skriver til hans Moder: &Der
gives en Maade at besidde En paa, som Ingen
kan gjøre En stridig. Den øver jeg paa
Wolfgang. Ingen har kunnet det før mig trods alle
hans Kjærlighedshistorier, hvorom du har fortalt
mig. . Lidenskaben er den eneste Nøgle til Verden ;
ved den lærer Aanden at kjende og føle Alt.
Hvorledes skulde den ellers komme ind deri!»
En har sammenlignet disse Breve med Skibe
med rige Ladninger. Goethe er Ledestjernen paa
alle deres Farter.
Hendes Tænken paa ham er en Sværmen:
«Jeg vilde ønske, jeg sad ved hans Dør som et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
