Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og i hendes levende Følelse af sit Værd, sin
Ejendommelighed :
«Jeg maa fortælle dig, hvad jeg inat har
drømt om dig. Hyppigt har jeg samme Drøm.
Det er mig, som skulde jeg danse for dig. Jeg
har en Følelse, som om Alt maatte lykkes for
mig, Mængden staar om mig. »leg søger dig. Du
sidder frit overfor mig; det er, som .mærkede du
mig ikke. — Nu træder jeg frem for dig med
gyldne Sko, og mine blændende Sølvarme hænge
skjødesløst ned, og jeg venter. Saa løfter du dit
Hoved, dit Blik hviler uvilkaarligt paa mig, jeg
drager med lette Skridt magiske Kredse, dit Øje
forlader mig ikke meer. Du følger mig, hvordan
jeg og vender og drejer mig; jeg føler med Triumf
mit Held. Alt, hvad du neppe aner, det viser jeg
dig i Dansen, og du undres over den Visdom, jeg
foredanser dig; snart kaster jeg den luftige Kaabe
af og røber mine Vinger og stiger op paa
Højderne. Da fryder det mig, at dit Øje følger
mig, og jeg svæver atter ned og synker i din
aabne Favn.»
Der er træffende Finhed i dette Sindbillede
og Gratie i denne Skildring. Der er i Bettinas
Sværmen for Goethe noget af den samme
Klatre-og Stigelyst, som hun lagde for Dagen i sin
Barndom. Hun klavrede op paa Skuldren af den store
Olympiers Statue — den hun atter og atter gjorde
Udkast til — drog Stigen op efter sig, og sad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
