Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Blondine med fedt, venligt Ansigt, bred Mund,
vandblaa Øjne. Som Germania bliver hun hilset,
fejret, besunget. Men af en fortrolig Samtale
mellem Fiffikus og hende erfare vi, at hun aldeles
ikke er det, hvorfor hun gjælder. Han udspørger
hende, om hun virkelig er i velsignede
Omstændigheder; hun svarer, at han selv bedst maa vide det,
han og de Andre, han har ført til hende. Fra
Gaden har han trukket hende op og dresseret
hende til hendes Rolle. Den officielle Germania
er hun — og hun har gjort Alt, hvad de fiffige
Hoveder befalede hende at gjøre, hun har nikket
og knælet og plapret Bønner paa Kommando.
Saa-ledes er hun nu ogsaa paa Kommando bleven
frugtsommelig. — Han udskjælder hende, truer hende
med Prygl; hun haaner ham og truer paa sin Side
med at løbe sin Vej, saa kan han se, hvor han
atter faar en Germania fra.
Men i Nattens Mulm og Mørke er en fremmed,
ubekjendt Kvinde traadt frem paa Gaden udenfor
Huset, jaget og fordrevet som hun er. Hun har
ingen Plet, hvor hendes banlyste Hoved tør hvile.
I en Vellystrus, siger hun, slumrer nu paa Silke
den, man i mit Sted har ophøjet og som frækt
lader sig kalde ved mit Navn, medens jeg, den
Ægtefødte, lig en Tiggerske maa skjule mit
Dron-ninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min
Hovedpude, o Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets
Dronning mit Folk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
