Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og- hugge Indbyggerne ned, ved at løbe til
Universitetet og selv bevæbnet faa en Flok bevæbnede
Studenter til al følge sig med Bajonetten i Haand,
beskyttede Kvarteret mod de rasende Folkemasser,
til Grenadererne kom den lille Flok til Hjælp*).
I Frankfurter-Parlamentet stemte Hartmann
med yderste Venstre; Tysklands Enhed som
Republik var hans Formaal. Han talte sjældent,
men blev meget bemærket, man kaldte ham
Parlamentets smukkeste Mand. Kinkel beskriver ham
paa den Tid som smuk, elskværdig, fast i sin
Overbevisning: Østerrigerens sydlandske Indbild-
ningskraft gav hans Tale Sving, hans tyske
Dannelse gav hans Aandskultur dens solide Grundlag
og med hans israelitiske Kosmopolitisme forenede
sig en urokkelig Fædrelandskjærlighed, der gjerne
udtrykte sig i stolte Ord. Fra først af deltog
han med Begejstring i Parlamentets Forhandlinger.
Senere, da de blev lige vidtløftige og golde og da
Forsamlingen viste sin Afmagt til at grunde noget
varigt Stort og Nyt, udsprang af hans Skuffelse
det vittige og gribende Værk i Hans Sachs’ske Vers:
Rimkrøniken. Dog han var ikke blot en
Digtningens men en Handlingens Mand. Under
Sammenstødet i Frankfurt den 18. September udsatte han
liundrede Gange sit Liv for begge Parters Kugler,
*) Alfred Marchand: Les poétes lyriques de l’Autriche.
Hartmann: Ges. Werke. X. 23 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
