Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
midler ikke helbrede, det helbreder Jernet, og
hvad Jernet ikke læger, det helbreder Ilden. Og
stemmede vel Aanden i hans Værker paa noget
Punkt med den kgl. preussiske eller kejserligt*
kongeligt østerrigske Aand? — Hvad havde Goethes
Væsen i hans Ungdom været andet end
himmelstormende Trods? Endte ikke selv hans Alderdoms
Digtning «Faust» med Ønsket om at se et frit
Folk staa paa fri Grund, og hvor maatte ikke han,
som havde afskyet Frederik II’s Berlin, hade Fr.
Wilhelm IV’s! — Og Hegel, der var begyndt
som Revolutionær og død som Ultrakonservativ,
af ham drog man alle de Følgeslutninger, han
havde ladet ligge. — Og Feuerbach, der intet
havde villet have med Politik at gjøre, hans
filosofiske Nedsablen af Verdensstatens Hoved førte
man over paa de jordiske Staters Omraade.
Ja, det trak op til Uvejr. Som ellers
Svalerne, saaledes fiøj nu Preussens og Østerrigs
heraldiske Ørne lavt. Forgjæves søgte Fyrsterne
at besværge Uvejret, som Fr. Wilhelm IV ved
Indkaldelsen af en almindelig Landag i Berlin i
April 1847. Han kunde efter sin Overbevisning
ikke andet end aabne den med en Tale, i hvilken
han trods alle virkelige og tilsyneladende
Indrømmelser værgede sig netop mod at tilstaa det
Af-gjørende, som Folket fordrede af ham.
Ingen Magt paa Jorden, udraabte han, skal
det lykkes at bevæge mig til at ombytte det
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
