Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Blum, trods hans Ukrænkelighed som Medlem
af Rigsparlamentet, skyde i Brigittenau; dens
Betydning som Rigsforsamling faldt bort, altsom dens
konservative Medlemmer fjernede sig og afrejste
fra den. Da den splittedes i Stuttgart, var
Reaktionen paany sejerrig over hele Europa.
Da sah man die Letzten der Getreuen,
Die ausgeharrt beim Heiland, zerstreuen
Sich, wandernd nach allen Seiten und Winden,
Das Wort des Heiles zu verkunden,
Wohl wissend, dass ein langes Exil
Und Armuth, Noth und Dulden ihr Ziel,
Und Qual und Tod und Kerkermauern.
„Das Wort des Heils wird sie uberdauern“
Das merkt euch, Ihr Knechte und blutigen Horden:
Das Wort ist Fleisch und ist Gott geworden.
Saaledes sang en af de sidste Trofaste, Moritz
Hartmann. Han følte rigtigt, at Ideerne overlevede
den ydre Lykkevexel.
I Slutningen af 1848 kunde Revolutionens
Digtere kun besynge deres faldne Mænd og dræbte
Forhaabninger. Iblandt dem staa Freiliggrath og
Hartmann højest, og typiske for Tidsalderens
Sørgedigte over dens Helte ere disse to Digteres
Mindesange over Robert Blum, der ved sin faste
og milde Karakter, sit jævne Væsen og sin besindige
Holdning blev staaende for Samtidens Bevidsthed
som et folkeligt Idol*).
*) Se G. Brandes: Mennesker og Værker. S. 189.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
