Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
To og tyvende Kapitel.
Kamp og Sejr.
Da Perikles med sin Ven Sofokles en
Morgenstund betraadte Agora, kom den barske Evripides,
ledsaget af Sandhedssøgeren, ned over Torvet.. De
to Førstnævnte standsede, en Smule overraskede ved
Synet af det Rejsegods, som nogle Slaver bar efter
Evripides, og spurgte ham, hvad dette Opbrud
betydede, og hvorhen han agtede at rejse.
„Jeg lader mig sætte over til Salamis,"
svarede Evripides. „Paa den stille 0 haaber jeg
endelig at finde den Ensomhed og Fred, som jeg
trænger ti-l. I den Klippegrotte, hvor jeg første
Gang skuede Dagens Lys, vil jeg for Fremtiden
opslaa min Bolig og i Ro overgive mig til mine
Tanker."
..Byder dit Landsted dig da ikke Stilhed og
Ensomhed nok?" spurgte Perikles.
..Tal ikke til mig om Landstedet!" svarede
Digteren tvært. „Der er ikke længer til at være dér
paa Grund af den overhaandtagende Mængde af
Frøer, som om Aftenen kvækker i den nærliggende
Dam, og især paa Grund af de Skarer af
Faarekyllinger, der med deres uafladelige Piben Dag og
Nat forstyrrer mig baade i at tænke og i at digte.
Den gamle Sladderhank Anakreon har besunget
dem, disse „Cikader med Sølvklangsrøsten", men
jeg forbander dem. Mit Hoved værker endnu af
disse Plageaanders, disse onde Dæmoners
skingrende Piben. Forgjæves hjalp min Ven Sokrates
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
