Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Baskervilles forbandelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Men jeg har set endnu mere,“ sa han; „Hugo
Baskerville red forbi paa sin sorte hest, og like
bak ham løp taus en saadan helvedeshund, som
Gud forbyde nogensinde maa være efter mig.“
De drukne herremænd bandte gjæteren og red
videre. Men snart løp det koldt nedover ryggen
paa dem. Der kom nogen galoperende henover
moen; Hugos sorte hest jog skumdækket forbi
dem, med tøilen slæpende efter sig og med tom
sadel. Da sluttet svirebrødrene sig tæt sammen i
en klynge; ti en stor rædsel var kommet over
dem. De fortsatte imidlertid sin vei, skjønt hver
især av dem, om han havde været alene, vilde
været hjertensglad ved at vende sin hest den
anden vei. De red langsomt og indhentet endelig
hundene. Disse, som ellers var kjendt for sit mod
og sin udmerkede race, stod klynkende sammen i
en klynge paa toppen av et bakkeheld ute paa
moen; nogen av dem lusket nu bort, medens andre
blev staaende og stirre med strittende haar og stive
øine ned i den trange dalsænkning foran dem.
Rytterne stanset, og som man kan tænke sig,
var de nu mere ædru, end da de red ut. De
fleste av dem vilde ikke paa nogen maate videre;
men tre av dem, som enten var de mest
dumdristige eller muligens de mest drukne, red ned i
dalen. Denne utvidet sig til en slette, hvor der
stod to av disse store stene — synlige den dag
idag — som ukjendte folk har reist i ældgamle dage.
Maanen skinte klart over sletten, og midt paa denne
laa den ulykkelige unge pike, død av skræk og
utmattelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
