Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Familien paa Merripit-gaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opholdet lettere, indtil han faar vænnet sig til sine
nye omgivelser. Vil De blive med ovenpaa og se
min samling av Lepidoptera, doktor Watson? Jeg
tænker, det er den fuldstændigste i hele det
sydvestlige England. Vi kan se dem igjennem, til
lunchen blir færdig.“
Men jeg længtet bare efter at komme tilbake
til min post. Moens uhygge, den arme hests død,
den sælsomme lyd, som var sat i forbindelse med
det stygge sagn om Baskervillerne — alt dette
havde fyldt mig med uro og tungsind. Til disse
mere eller mindre ubestemte indtryk kom saa frøken
Stapletons bestemte og tydelige advarsel, der var
git med saa dypt alvor, at der ingen tvil kunde
være om, at hun maatte ha en eller anden vægtig
grund for sin optræden. Jeg motstod alle
opfordringer om at blive til lunch og begav mig straks
paa tilbakeveien ad den samme sti, paa hvilken vi
var kommet.
Sandsynligvis maa der ha været en benvei for
dem, som var kjendt her. Før jeg var kommet til
hovedveien, saa jeg til min overraskelse frøken
Stapleton sitte paa en fjeldknaus ved siden av stien.
Hendes ansigt blusset nydelig efter anstrengelsen,
og hun holdt sig i siden.
„Jeg har sprunget hele tiden for at indhente
Dem, doktor Watson,“ sa hun. Jeg fik ikke
engang tid til at ta hatten paa mig. Jeg maa
skynde mig tilbake, ellers kunde min bror savne
mig; men jeg maatte faa sagt Dem, hvor bedrøvet
jeg er over den dumme feiltagelse, jeg gjorde, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
