Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Familien paa Merripit-gaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg trodde, at De var sir Henry. Glem endelig,
hvad jeg sa; det angaar aldeles ikke Dem.“
„Men jeg kan ikke glemme det, frøken
Stapleton,“ sa jeg. „Jeg er sir Henrys ven, og hans
lykke er nøie forbundet med min egen. Sig mig,
hvorfor De var saa ivrig for, at sir Henry skulde
reise tilbake til London?“
„Et kvindeindfald, doktor Watson. Naar De
lærer mig bedre at kjende, vil De forstaa, at jeg
ikke altid kan angi grunde for, hvad jeg siger
eller gjør.“
„Nei, nei. Jeg husker angsten i Deres stemme.
Jeg husker uttrykket i Deres øine. Men, frøken
Stapleton, vær kun oprigtig mot mig. Siden jeg
kom hit, har jeg havt en fornemmelse, som om
der var skygger rundt omkring mig. Livet er
aldeles som Grimpenmyren med smaa grønne flekker
overalt, hvori man kan synke ned, medens der
ikke findes noget, som kan vise en veien. Sig
mig derfor, hvad De mener; jeg skal love at
overbringe Deres advarsel til sir Henry.“
Et uttryk av tvilraadighed gled for et øieblik
over hendes ansigt; men hendes øine havde atter
antat sit faste blik, da hun svarte mig.
„De lægger altfor megen vegt paa det, doktor
Watson,“ sa hun. „Min bror og jeg blev dypt
rystet ved sir Charles Baskervilles død. Vi stod
ham meget nær. Hans yndlingstur var altid over
moen til vort hus. Han var meget trykket av
tanken paa den skjæbne, som hang truende over
hans slegt, og da ulykken kom, var det naturlig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
