Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Dødsfaldet paa moen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ja, det er vel den rimeligste forklaring,“ sa
Stapleton med et lettelsens suk. „Ialfald synes det
mig saa. Men hvad mener De derom, hr.
Sherlock Holmes?“
Min ven bukket høflig.
„De er ikke længe om at kjende folk igjen,“
sa denne.
„Vi har ventet Dem her, siden doktor Watson
kom hit. De er kommet midt op i en sørgelig
tragedie.“
„Ja, jeg er virkelig det. Jeg tviler ikke paa,
at min vens forklaring er rigtig. Jeg kommer til
at ta et ubehagelig minde med mig tilbake til
London imorgen.“
„De reiser altsaa tilbake imorgen?“
„Ja, jeg har tænkt det.“
„Jeg haaber, at De ved Deres besøk har havt
anledning til at bringe litt lys over alle de
hemmelighedsfulde hændelser, som har sat os i saa
stor uro.“
Holmes trak paa skuldrene.
„Man kan ikke bestandig være saa heldig som
man ønsker. En opdager maa kun nøie sig med
virkelige kjendsgjerninger, han kan ikke slaa sig
til ro med sagn og rygter. Denne sak har ikke
skaffet mig nogen glæde.“
Min ven talte paa sin mest oprigtige og
likefremme maate. Stapleton lyttet spændt til hans
ord. Derpaa vendte han sig om til mig.
„Jeg vilde foreslaa, at vi bragte det ulykkelige
menneske hjem til mig, men min søster vilde blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
