Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Hunden fra Baskerville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Holmes slog heftig med haanden paa fjeldvæggen
foran os og stampet i jorden av utaalmodighed.
„Kommer han ikke ut inden et kvarter,
kommer stien til at blive dækket av taake. Om en
time vil vi ikke være istand til at se en
haandsbred fra os.“
„Skal vi gaa længere tilbake til et høiere sted?“
„Ja, jeg tror det blir bedst.“
Da taakeskyen kom krypende fremover,
rykket vi tilbake for den, indtil vi var kommet et
langt stykke bort fra huset, men dette tætte, hvite
taakeslør, over hvis øvre del maanen bredte sit
sølvskjær, vedblev at sige langsomt, men
ubarmhjertig frem.
„Vi kommer for langt bort,“ sa Holmes. „Vi
tør ikke utsætte os for, at han blir overmandet,
førend han naar os. Derfor maa vi holde os her,
vi nu er.“
Han kastet sig ned, la øret til jorden og lyttet.
„Gud være lovet, nu kommer han vist!“
Lyden av raske skridt avbrøt stilheden paa
moen. Vi la os ned mellem stenene og stirret
spændt paa den skinnende sølvbanke foran os.
Skridtene blev nu tydeligere, og gjennem taaken
kom som frem bak et gardin den mand, vi ventet
paa. Han saa sig overrasket omkring, da han kom
ut i den stjerneklare aften. Saa kom han gaaende
raskt langs stien, passerte like forbi, hvor vi laa,
og fortsatte opover den lange skraaning bak os.
Medens han vandret videre, saa han sig stadig
omkring som en mand, der ikke er tryg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
