Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagt-dressuren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
lægger sig ned. Saa sterk ytrer vildtskyheden sig nu sjelden, oftere
ses hunden kun at være meget nervøs, den render frem og tilbage,
og man har vanskelig for at faa den op til fuglen, som den nærmer
sig i en bue.
Vildtskyhed kan kun helbredes ved langt, ihærdig arbeide, og
angsten vil neppe helt forvindes. Det vil gaa med den, som med
skudrædheden — paa enkelte dage bryder den paany frem i hunden.
Jeg kjender ikke andet middel til helbredelse af denne skyhed
end at bruge hunden meget paa jagt og tvinge den til at reise den
trykkende fugl ved linens hjælp.
Paa de steder i Norden, hvor markharen (der ikke bli’r hvid
om vinteren) findes, er det nødvendig at hunden er „harerén". De
fleste hunde af engelsk cprindelse jager hare med lidenskab, ofte
med fuld hals, seiv om de er faste og paalidelige nek i standen og
rolige ligeoverfor opflyvende fugl. Hvor der findes mange harer,
ophører de fleste hunde deg snart med at jage, hvis jægeren kun
fcrholder sig passiv overfor dette vildt. Man bør under hundens
første sæscn helst siet ikke skyde hare, og hunden maa ikke faa
lov at apportere de skudte eller gaa efter en skadeskudt hare: idet
heletaget bør den unge hund helst foreløbig faa den opfatning, at
dette vildt er dens herre saa ligegyldig som en lerke. For en ældre,
provet hund gjør det dog intet at der skydes enkelte harer, som
springer ud for dens stand og at den faar hente dem.
De kloge individer blandt hundene forstaar snart, at haren
ikke betragtes som jagtbytte og gider tilslut ikke ta’ stand for dette
vildt. Naar de faar tæften af en hare, sagtner de farten og trækker
an. men paa en underlig slåp maade og støder haren af sædet,
hverpaa de slaar sagte med halen og ser hen paa jægeren, som
vilde de si’: „Saa Du haren; men den vedkommer jo ikke os".
Man kan se paa hunden at den betragter sagen som sin private
fornøielse : den benytter anledningen til at fraadse lidt i vildtduften,
men intet videre.
Det er forresten idetheletaget merkelig sjelden at hunden faar
stand fer hare, seiv om den har forkjærligheden for denne vildtart.
Forklaringen herpaa vil De faa i kapitlet „Om vildtets tæft" etc.
Dette er ialtfald min erfaring. Jeg har paa jagtprøver i Danmark
set henimod 200 harer springe op i dagens løb, uden at de del
tagende hunde har markeret en eneste af dem eller ialfald kun en
a to stykker. Hvor mange folk og hunde bevæger sig over marken,
bli’r forresten haren, som ogsaa raphønsene, betydelig mere sky
end ellers — naturlig nok. Men seiv paa en almindelig jagtdag faar
hundene kun stand for nogle faa af de harer, som reiser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
