Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ringen af fugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
egenskab som sikkert er yderst sjelden. Man vil neppe faa se hunde,
der fuldt ud tilfredsstiller de fordringer, som rent theoretisk maa
stilles til en god ringer.
Sker ringningen nu som følge af et instinkt hos hunden? Hos
det mindre begavede individ tror jeg dette spørgsmaal maa be
svares bekræftende. Der rører sig sikkert hos dyret en følelse af
det rigtige i at ringe det forfulgte vildts spor, saaledes som dets
urfædre — de paa sporet jagende hunde — brugte at gjøre for
hurtigere at naa sit maal. Den planløshed, hvormed mange hunde
foretager ringningen og den übehjælpsomhed, ja hjælpeløshed, som
præger deres arbeide, nåar de folger sin iboende drift, men ikke
magter opgaven, tyder unegtelig herpaa. Paa den anden side er
der ingen tvivl om, at den høit begavede hund ikke blot ledes af
instinkt, men tænker og planlægger. Flere af de nedenfor nævnte
eksempler viser dette klart.
Jeg har baade hørt og læst om hunde udmerkede til at ringe
fugl. Men jeg vil her sige med Fritz Huitfeldt i hans før omtalte
bog „vis mig dyret".
Til at være „udmerket" i denne sammenhæng kræves nemlig
adskillig og først, at hunden som regel kun ringer enkelt fugl, og
da kun, nåar den enten ligger saadan til, at hunden maa flytte sig
foråt drive fuglen op, saa jægeren kan faa skud, eller nåar fuglen
springer saa fort, at man ikke kan komme med.
Disse tilfælde indtræffer af og til paa rugde- og skogsfugljagt,
en enkelt gang ogsaa ved ryper. Naar fuglen springer, kan man
ha’ nytte af en hund, der forlader faret og i strak gallop jager
ud til siden, omgaar fuglen og tvinger den til at ændre sin retning
eller trykke.
At hunden ringer hele kuld maa derimod i de aller fleste til
fælde forkastes, seiv om fuglen springer.
For det første kommer et helt kuld ikke saa fort afsted, som
den enkelte fugl; det skulde da være raphøns, der springer adskilt
i hver sin potetesfure el. lign., thi saalænge flokken holder sammen,
venter de enkelte fugl paa hverandre, og den gamle høne sørger
for at alle kommer med. Jægeren vil derfor sjelden bli’ for langt
tilbage for en hel flok. Desuden er det ingen fordel, at hunden
ringer et kuld og derved bringer fuglen til at klumpe sig sammen.
Det er tvertimod en fordel for jægeren, at kuldet spreder sig saa
meget som mulig, saa fuglen letter enkeltvis eller i smaapartier.
Gaar den samlet op, faar han høist sine to skud anbragt, hvor
han ellers kunde gjøre brug af 3, kanske 4 eller flere patroner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
