Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ringen af fugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
..Tvånne af mina hundar hafva visat ansats till detta — enligt min
mening — fel. Den ena var Milton Princess, som på gamla
dagar begynte roa sig med att promenera omkring på standet. Nå
gon rimlig nytta håraf fann jag aldrig, om icke den, att hunden
falt mera i ogonen, da han funnit fågeln. Hos henne ansåg jag
ringningen antyda begynnande dekadans.
Den andra var Noble, hvilken redan som ung begynte slå
ringar omkring ripa åfven i basta betåckning och oberoende af, om
dår låg ett par gamla eller en kull och åfven, då fåglarne lågo
ororliga utan att lopa. På grund af hundens allmåna forhållandan
tolkade jag hans beteende som osåkerhet och bristande stadga på
standet. Milton Princess var en rent engelsk pointer, men
Noble (åfven pointer) hadde på fådernet någonting dunkelt."
Den bekjendte svenske jæger og dressør, apotheker A. Ljung
berg i Sala, har havt den godhed at tilskrive mig om sine erfarin
ger med hensyn til ringende hunde; det lyder i oversættelse .
,Jeg har set mange hunde, der har forsøgt sig i denne kunst
(at ringe) men som ikke har klaret sin opgave og derved kun bragt
forvirring i det hele. Hunden gjør en halvcirkel, stanser og kjen
der sig for, gaar igjen et stykke, staar paany og er usikker, „veirer"
om den kan faa tæft af fuglen; men ta’r som oftest feil og stoder,
eller jægeren kommer til at gjøre det."
Her anføres altsaa at hunden ofte kommer til at stode, hvilket
er noksaa rimelig, nåar den skal ta’ rede paa fuglen uden at ha’
tæften som retledning, altsaa faktisk uden holdepunkt, saameget
mere, som den hverken kan eller er vant til at stole paa øiet
og ikke ved, hvor langt fuglen er kommet frem, eller om den har
forandret retning som følge af den omgaaende bevægelse.
Som man ser ovenfor, anfører herr Rasmussen, at den omtalte
Korthaar aldrig stødte fugl,’ og herr Barth gjør opmerksom paa, at
nævnte „Pan" heller aldrig gjorde dette under ringning, men han
oplyser ogsaa, at han ikke har set mere end denne ene ringer.
Hans udtalelse, at ringning maa sættes meget høit, synes mig der
for forhastet, thi én hund er for lidt at bygge en dom paa.
En af mine danske venner, captein H. V. Petersen, havde en
Gordonsetter, der i 5 aars alder begyndte at ringe de springende
rypekuld. Den stod først lidt og undersøgte, gik derpaa af standen
og slog en større eller mindre kreds om kuldet. Ofte maatte den
herunder gjøre ekstra sidebugter foråt faa en „outsider" indcirklet.
Men nåar den saa kom halvveis rundt og ikke længer havde tæft,
blev den bange foråt støde og såtte eller la’ sig, og den lille
„Gemma" saa da altid høist ulykkelig ud. Hun vidste øiensynlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
