Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ringen af fugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
eier en Hund i nogle faa Maaneder, saa de „Ringere", jeg har havt,
har gjort det af sig seiv, og hver paa sin Vis. Det almindeligste
er, at Hunden staar fast for Vildtet, indtil man kommer hen til den,
enten den saa har Fuglene liggende foran sig eller de løbe. I før
ste Tilfælde gjør Hunden en mindre Kreds, i det sidste en større,
gaar helt rundt og staar paa samme Sted, som første Gang. En
kelte have ringet trykkende Vildt to Gange, sidste Gang med en
snævrere Kreds.
Dette dog kun undtagelsesvis. Andre Hunde have kun naaet
halvveis rundt og have saa gjort Stand fra modsat Side, altsaa for
Medvind, og en enkelt, en Gordonsetter, forlod blot Færten og veg
et Hundrede Alen ud til Siden følgende de løbende Høns saaledes
sidetvers og markerede, nåar Vindretningen tillod det, hvor langt
de var fremme. Ellers blev den blot staaende et Stykke udenfor
Roerne, Kartoflerne eller hvad Skjul Hønsene løb under, medens
jeg omgik dem og kom til Skud."
Herr Rasmussen har havt den godhed yderligere at meddele
mig følgende :
„Jeg har havt en „Ringer" af gammel dansk Race, eller Kort
haar. Den ringede baade Høns og Bekkasiner, lige meget om de
laa fast eller om de løb. Hunden havde en fortrinlig Næse og
stødte aldrig under Ringningen, der gik for sig paa følgende Maade :
Først tog Hunden fast Stand; nåar jeg saa kom hen til den og
Vildtet laa fast, gjorde den en efter Omstændighederne større eller
mindre Ring, altid helt rundt, og stod saa igen omtrent paa samme
Sted, hvor den først havde gjort Stand, hvorfra den saa avancerede
lige paa Vildtet. Løbende Fugl kredsede den paa lignende Maade,
kun gik den altid et betydelig Stykke foran dem og gjorde saa
Stand for dem paa megen nærmere Hold end første Gang."
Herr R. ses i nævnte artikel at frémhæve ringningen som en
særlig værdifuld egenskab hos hunden; men de anførte beskrivel
ser kan ikke forandre min mening: den er oftest en feil, ikke en
dyd.
Hvis ikke hunden indskrænker sig til at ringe i de tilfælde,
hvor fuglen ikke kan gaaes op af jæger og hund, har ringningen
ingen værd.
Den bekjendte opdrætter af Gordonsetters, Dr. E. Kjerschow
i Christiania, har meddelt mig at en af hans hunde begyndte at
ringe ryperne, da den allerede var en ældre hund. Han mener
dens ringen ingensomhelst fordele byder, men er kun tidspilde paa
jagten.
Herr D. J. ."Wadén har meddelt mig følgende om ringning:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
