Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om vildtets tæft og hundens lugtesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
sandsynlig at tæften skal kunne udbrede sig mod en haard vind. At
jordbundens beskaffenhed spiller en rolle ved den lugt, som dyrets
fod efterlader sig, ved enhver jæger; ligesaa at tæften klæber ved
de siv, græsstraa og planter samt det vand, hvorigjennem vildtet
bevæger sig. Derved at hunden kan følge en fugls fod seiv paa
glat stenbund, faar vi et bevis for, at tæften ikke strømmer ud fra
enkelte dele, men fra dyrets hele krop, og kanske sterkest fra dets
fodsaaler.
Hr. Wadén gjør opmerksom paa, at en støver, der med fuld
hals har drevet i skogen, ofte fortsætter uden at gi’ lyd, nåar den
kommer ud paa aabent felt, og ser heri et bevis for, at det sterkere
vinddrag paa den aabne mark bringer harens tæft til hurtigere for
dunstning fra jordbunden. Han gjør ogsaa opmerksom paa, at luf
tens temperatur spiller en rolle med hensyn til hundens lugteevne.
idet tykpelsede støvere ikke driver bra i vas mt veir, og en tæt
haaret setter ikke klarer sig saa godt, som den mere tyndt beklædte
pointer i temperatur med sterk varme og svag vind.
Hr. W. gjør ogsaa opmerksom paa, at grunden til hunden kan
tåge den retning vildtet er gaaet (og altsaa ikke gaar ~paa bag
spor") sandsynligvis ligger i, at dyrets (fuglens) tær udsveder mest
tæft. Den øvede hund ses ofte meget nøie undersøge et gammelt
spor og snuser længe, før den begynder sin forfølgelse.
Gaar en person baglængs, følger hunden sporet i modsat retning
af den, vedkommende har bevæget sig!
Naar en hund paa jagt eller ved et „field trial" gaar forbi det
sted, hvor saa en anden hund, der passerer over nøiagtig samme
plet nogle sekunder efter, trækker an og staar, tydes det ofte som
om den sistnævnte hund har bedre næse end den første; men dette
er siet ikke sikkert, og særlig paa en jagtprøve bør man være for
sigtig med at slutte noget af et saadant tilfælde; tæften kan muligens
ikke være naaet frem til stedet, da den første hund gik over.
Jeg vil anføre et eksempel herpaa. En oktoberdag i Sverige,
da en af mine venner, captein P
. med sin gordon „Gemma" jagede
sammen med forfatteren med den før omtalte „Marquis", saa vi
denne pludselig trække an paa tre raphøns fra et punkt, hvor sette
ren var gaaet over kun to, tre sekunder før, uden at merke noget.
Men det vilde være forhastet deraf at slutte om disse to hundes
næser i forhold til hinanden. Det blæste den dag friskt, og antage
lig har den større og mere høisøgende pointer havt de bedste
chancer.
Dugg og fugtig luft letter hundens arbeide, idet tæften da bindes;
sterk varme og tør luft bringer den tii at svinde; men her maa be
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
