Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om vildtets tæft og hundens lugtesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
har den sterkeste uddunstning, lettere findes af rovdyr og gaar til
grunde, medens de, der ikke har denne eiendommelige lugt i saa
høi grad, mere burde egne sig til at forplante slegten videre. Mang
len af tæft skulde tjene som beskyttelsesmiddel ligesom farven.
Imidlertid er det vel et spørgsmaal, om ikke tæften er nødvendig
for at de enkelte dyr af en art eller en familie kan kjende og finde
hverandre, og isaafald seirer dette over hensynet til beskyttelse mod
fienden.
Det er efter min mening sandsynlig, at de enkelte individer,
f. eks. i en flok raphøns, er forskjellig udrustet med hensyn til tæl
tens art og styrkegrad; meget paa jagten kan tyde derpaa.
Bekjendt er det, at den gamle fugl under udrugningen og de
smaa unger har ringe tæft og at der staar sterk tæft af de gamle
haner.
Og hvad alle jægere ved er, at tæften paa enkelte dage er meget
sterkere eller svagere end det normale; men her tror jeg dog at
hundens lugtesans som oftest spiller hovedrollen, og at det er hun
den, som den dag har mere eller mindre god lugteevne. Hvis vor
hund mod sin sedvane gang paa gang støder fugl (og sligt hænder),
heder det straks: „der er ingen tæft idag" medens grunden — efter
min opfatning — ligesaa ofte maa søges i, at hundens næse er i
uorden.
Nu er det sikkert, at luftens større eller mindre fugtighedsgrad
og vindens styrke har indvirkning paa hundens evne til at finde
vildt. Tæften af den enkelte fugl eller en flok, der ligger urørlig,
spreder sig vifteformig med vinden; men i helt stille, fugtigt veir
vil den bli’ liggende i en cirkel om fuglens plads, og antagelig hol
der den sig da tæt ved jorden uden at hæve sig stort over denne,
hvorfor en saakaldt „høisøger" i den slags veir støder flere fugl
end den hund, der søger fuglens fod. At der paa saadanne dage
idetheletaget bli’r mulig for hundene at finde meget vildt kommer
af, at dette maa bevæge sig og paa den maade spreder tæften, der
bli’r hængende i jorden og i luften over de steder, hvor det har
passeret, og retleder hunden.
I vind gaar tæften ogsaa tilveirs, en svag, jevn luftning fører
den ud- og opover; i sterk vind bortveires den og nåar kun stødvis
hundens næse. En almindelig tro blandt jægere er, at tæften har
den egenskab ogsaa at kunne udbrede sig et kort stykke mod
vinden; erfaringer fra jagten tyder derpaa, idet hunden paa kort
hold ta’r stand i medvind, seiv om den ikke ser fuglen. Det er vel
et spørgsmaal, om hunden da ikke faar fat i den lugt, der stiger
op fra jordbunden, hvorover fuglen har gaaet. Jeg synes det er lidet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
