Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om vildtets tæft og hundens lugtesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
føreren, eller den ophidses ved synet af andre hunde eller af den
store tilskuerskare (paa jagtprøver). Hr. W. nævner ogsaa, at nåar
en hund i længere tid har været ført paa en bestemt fugl, bli’r
dens næse mere modtagelig for denne fuglearts tæft, saaledes, at
hunden, nåar den kommer paa en anden slags jagt, i begyndelsen
har tilbøilighed til at gaa fuglen for nær.
I afsnittet ~Apportering paa jagt" er nævnt, at den øvede hund
kan adskille tæften fra friske og saarede dyr. Et bevis herfor giver
ogsaa ræven, der sikkert ikke har en jagthunds fine næse; den har
stor færdighed i at faa fat i skadeskudt vildt. Ræven følger i al
mindelighed ikke haren paa sporet, men træffer den en anskudt
hares fod, vil den straks følge sporet med stor udholdenhed. Dette
kan mange jægere bekræfte af erfaring.
Den bekjendte svenske støver-jæger, captein O. B. Rydholm har
paavist, at ræven med hensyn til næsens finhed er jagthunden un
derlegen. Idetheletaget er det vistnok.den almindelige mening, ial
fald blandt jægere, at hundene har den skarpeste lugt af alle dyr.
For en tid siden stødte jeg.imidlertid i et tidsskrift paa en beret
ning, som zoologen, professor Raspail har indgivet til det franske
zcclogiske selskab om fuglenes lugtesans. Skjønt egentlig udenfor
emnet vil jeg tillade mig at gjengi’ hovedindholdet af dette opsæt,
da det maa siges at være af meget stor interesse for alle, der dri
ver jagt. Og hvis Raspails iagttagelser er rigtige — hvad jeg for
øvrig ikke er overtydet om — forklarer det meget, som jægeren
ikke forstaar under forfølgelsen af fugle, der opdager ham, skjønt
han mener absolut at være udenfor deres synskreds. Raspail vil
ha’ bevist, at flere fuglearter er i besiddelse af en i høieste grad ud
viklet lugtesans.
Først fortæller han om en flok skovduer, der om vinteren afla’
besøg i hans kjøkkenhave for at delikatere sig med grønkaal, men
som øieblikkelig fik tæften af en der staaende jæger, nåar denne
havde valgt sit skjulested uden at ta’ hensyn til vindretningen.
Strøg vinden hen over hans skjul og derfrå ud over kaalen, fløi
duerne pludselig op og forsvandt, hvorimod det altid lykkedes ham
at faa skud, nåar han havde valgt sin plads i modsat retning. Hans
skjul var omhyggelig valgt saadan, at duerne umulig ved hjælp af
synet kunde opdage ham. Endnu mærkeligere er andre iagttagelser.
Ude paa landet i sin have havde R. ladet grave et vandbassin til
sine fugle. Han saa bl. a. endel fasaner komme foråt drikke — det
var i rugetiden og der kom kun høner. Da disse i rugetiden kun
forlader sit rede for ganske kort tid af gangen, er det udelukket,
at fuglene ved tilfeldig at rende omkring paa marken har opdaget
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
