Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagtprøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Fornylig læste jeg i et af de norske jagt-tidsskrifter, at en mis
fornøiet deltager fra en prøve ønskede besked om hvilke egen
skaber hos hunden, der forlangtes vist og bedømt. Svaret burde i
korthed lyde „ Hundens samtlige jagtegenskaber".
1) Næsen. Herom kun dette, at en hund, der ikke finder
vildt (hvor det beviselig er tilstede) ikke tar stand og idetheletat
viser mangel paa næse, naturligvis er ude af sagaen for den gang.
Det kan ske, at den er indisponeret, men faar isaafald møde paany.
2) Søg. Dette maa være indrettet efter forholdene (prøve
paa raphøns og rype eller paa skogsfugl). Men i begge til
fælde foretages i kontakt med føreren og med be
regning fra hundens side. Den maa tåge marken vel med, hvor
forholdene kræver det og helst ikke gaa forbi vildt, saa dette se
nere stødes af fører, dommere eller tilskuere. En undermaaler brin
ger ingen resultater; findes der vildt, saa er det oftest føreren
eller dommeren som bringer det til flugt. og den første skynder
sig da næsten altid med at forsikre, at ~hunden havde ingen skyld,
jeg stødte seiv". Javel; men det er netop feilen; hundens næse og
evner slaar ikke til.
3) Stand. Denne maa for trykkende vildt være fast og helst
ogsaa markeret. Hunden maa ikke snige sig frem; den skal vente
til føreren kommer op. Staar den paa fod. maa den ogsaa vente;
men det er dog en mindre feil. hvis den her gaar lidt frem og
tar fast stand, nåar den merker fuglen foran sig. Reiser fuglen,
før jægeren kommer, blir det i de fleste tilfælde et minus for
hunden, hvis den ikke hele tiden har staaet urørlig.
Foran en sterkt trykkende fugl bør den ikke lade sig rokke, seiv
om en kunkurrent gaar forbi. For saadanne tilfælder kan dog ikke
gives nogen absolut bestemt regel; her maa dommerens skjøn af
gjøre. om hunden opfører sig rigtig.
4) Avance paa fod. Bør altsaa først foretages paa kom
mando, og altid sammen med føreren, der ikke maa staa stille,
men gaa paa saa raskt, som omstændighederne tillader. Domme
ren bør iti de paabyde føreren at skyde over hunden. Hvis føre
ren er i nærheden og klar med bøssen (og det skai han være under
avancen) er det ingen feil, at hunden sprirrger paa og driver fuglen
tilveirs i en ruf — tvertimod, det er den bedste maade.
51 Avance fra fast stand. Her gjælder det samme; det
er ingen feil, at hunden paa jægerens kommando reiser
vildtet ved at springe ind paa fuglen eller i flokken. Staar den
imidlertid paa langt hold, maa den først gaa raskt paa fuglen;
den drevne hund springer heller ikke løs paa den sterkt trykkende
fugl uden fra kort afstand. Seiv om den herunder griber fuglen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
