Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KM EN
øyndelsen forekom de hende næsten lette. De var
nye. Og saa vokste de med dagene. Men efter-
haanden — efterhaanden, sænket de sig som en
svær byrde paa barnets skuldre. «Leni gaar til-
grunde,» sa de i landsbyen. «Det er jo ikke
mulig at saadant et barn kan arbeide og stelle og
holde alt iorden som en voksen. Presten gik til
hendes far, og ivrig og heftig som han var, for
han like løs paa ham. <«Janei bør nu paa mig
— dette herre med Leni det er en spot og skam
— saadan kan man da ikke handle med sit eget
barn —
Florian Senn stod og maapet imot ham. «Hva
— jeg —>»
Da stod Leni selv i døren. Litt blekere end
før kanske; kanske ogsaa litt tyndere, men med
en forunderlig glans i de graa øine. «Hvad sier
I, hr. pastor?» spurte hun, idet to brændende røde
pletter fløi op i hendes kinder som to fremmede
fugle. «Far er ikke slem mot mig, det er han
slet ikke, og -—»
«Du hører til i skolen, barn,» avbrøt presten
hende. «Det er synd og skam at la et barn
vokse op slik som du.»
Leni traadte nærmere. Hun var nu hvit i
ansigtet. «Hr. Pastor,» sa hun med forunderlig
fasthet og gammelklokskap. «Hvordan vi har det,
vet ingen uten vi selv. Os er der ingen som gir
noget; men saa skal heller ingen ha noget at si
over os. Vi maa hjælpe os selv. Jeg maa være
herhjemme og stelle. Far har ingen andre end
mig. »
«Ja — ja, hun maa bli her,» bekræftet hendes
far, og det var som om han rettet sig op ved
og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
