Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og at
andre gjæsters latter og passiar lød bak dem.
Wilhelm la let aarene ut. Lyden av stemmerne
tapte sig, og bredden gled sagte bakover.
Ikke en bevægelse var at spore paa vandspeilet,
og skjønt det nu var aften kunde det ikke siges
at være kjølig. Luften var bare vidunderlig
klar, og de rodde langsomt fremover i en stille
flytende guldflom. Over vinbjergene, de mørke
skoger og de lysende landsbyer paa venstre bred
laa der en let varm glans. Etsteds brændte det
i et vindu, etsteds blinket korset paa et kirkespir,
men ellers var der over sjø og land kun en
fredelig lysning og søndagens store stilhet.
Verena og Wilhelm taug. Hun sat og stirret
ut i aftenen, og der sænket sig som en andagt i
hendes hjerte, der altid blev varmt hvor hun saa
noget godt og vakkert. Wilhelm rodde langsomt,
tilsidst holdt han ganske op.
«Aa hvor deilig!» sa Verena. Det var blit
litt mørkere, belysningens klarhet tok litt av; saa
blev farven dypere, og det var som om der be-
gyndte at flyte blod hen over det blaasorte vand.
«Kom — dette maa du se!» sa Wilhelm med
ett. Han kunde fra sin plads se de høie, fjerne
fjelde som begrænset sjøen i syd. De var ind-
hyllet i dis, og nu lyste tinderne røde som i gjen-
skinnet av en brand. Selv over Wilhelms ansigt
faldt der noget av dette gjenskin.
Verena hadde reist sig. «Min Gud!» så hun
kun og trak neppe pusten. Saa skjøn var den
fjerne alpenglihen.
«Sæt dig her hos mig,» hvisket Wilhelm.
Hun visste ikke hvad der kom over dem —
over ham at han med ett rykket litt tilside paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
